Thi en Tørst; giv mig noget af hin brændende Børst!
Idelig higende efter at druknes i udhungrende Qvider
Lav Felen spille til Dans; Piger yndige jeg giver min Ans
Ingerid, ingenlunde skal De nemme just hvor jeg lider

Til Helved med Aslak Smed
Og jer Lunde-Bærmer med,
Der stummes i Hvisken og Nid
Paa hin Tun hvo Dansen stod
Voldes nu mit vaage Taalmod
Leiten er nær; velende I ere,
Faafængt at begiære min Grid!

Ingen Pige velig bestrider en gyntsks for en graanets Haand
O, Ve og Lede; finnes her nogen yndige der kan volde Mon?

Aat Gildes Tun blandt Hedalsfolket en Mø forkunn
Lod mig Hægstadbondens Datter blindt forsømme;
For dit Leie kan jeg nys komme i sortladen Lys,
Thi over Mulmets Varulvham dit Blod at tømme!

Brudgommen tryglende om
Hans saa kiærkomne Blom
Jeg fra Stabbur skulle hente;
"Ingerid vil ei paa Laasen lette
Klarer De bedaare hin Kiætte,
Vil De faa een Stud til dit Traa
Om De mi Ingerid vil hente!"

Saa svandt Peer; blottet for Tilsyn noget mer
Hvorimod Tunet i Argskab skaaldet livlig op
Men nu op i Skrænten steil de skielnet ham;
Og over hans Skulder; unge Ingerids Krop!

Knoger hvidnes i Avind, der sværtes balstyrig hin
Smeden attraaende efter eders Skiærsilds Hier;
Hvor Hinmanden selv giør op jer Bod i idel Bel,
Dog een ung Mø i hint Hurlumhei siauende tier:

"Vil min Peer da attende
Til mig saa trofast vende?
Hengiven skal jeg nu li,
Og aldrig til nogen anden
Søge Trøst; Vaar og Høst
Venter jeg dig for al Tid"